Danske Minkavlere: Vi bider os fast i bordkanten
Nu skal der findes en løsning, som er rimelig og brugbar for de minkavlere, der igen vil producere mink i Danmark. Det er Danske Minkavleres ambition op til et nyindkaldt møde i Fødevareministeriet.
- Vi udvandrede fra det seneste møde i Fødevareministeriet, fordi vi blev præsenteret for en færdig model med nogle vanvittige krav. Kravene ville umuliggøre minkavl, og de var helt skudt forbi i forhold til folkesundheden. Vi har meget tydeligt sagt, at vi er klar til at møde op igen, hvis vi kan starte forfra på et blankt stykke papir – eller med andre ord, at man er åben og villig til at tale om emnet – og ikke bare smide en på forhånd fastlagt model på bordet. Nu har vi fået indkaldelsen, og det opfatter jeg som en imødekommelse, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.
Mødet finder sted i Fødevareministeriet den 25. august kl. 16.30-17.30 med fødevareminister Rasmus Prehn for bordenden.
- Jeg er personligt glad for, at fødevareministeren nu ser ud til at tage situationen alvorligt. Han havde lovet en afklaring inden sommerferien. Nu står efteråret for døren, og tiden er knap. Vi kommer derfor til at bide os fast i bordkanten med den intention, at vi ikke forlader mødet, før der en tilfredsstillende løsning på bordet. Om det så skal tage hele natten, siger Tage Pedersen.