Urimeligt angreb på minkavlere fra SSI i medierne

Statens Serum Institut angriber i dag minkavlerne for ikke at have oplyst navne på medarbejdere i en spørgeskemaundersøgelse, som SSI siger er sendt til minkavlere i juli.

- Jeg har haft telefonstorm fra minkavlere, som er vrede og kede af angrebet fra SSI. De har ikke modtaget noget spørgeskema fra SSI, og de har været deres e-boks igennem her til morgen, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.

Selv ejer Tage Pedersen 10 minkfarme og har 50 mennesker ansat til passe mink. Han har modtaget spørgeskemaet knyttet til selskabet bag én af de ti farme, og her var medarbejderne formelt ansat i et konkursbo, som Tage Pedersen netop havde overtaget farmen fra. Der er intet kommet fra SSI på Tage Pedersens øvrige virksomhed.

- Det er fordi myndighederne har oplysningerne om mine medarbejdere. De har samkørt registre. Så det er helt ude i skoven, når SSI går i medierne, som det er sket og beskylder minkavlerne for ikke at deltage i arbejdet med forebyggelse af smitte, siger Tage Pedersen.

Han oplever tværtom, at SSI sidder på hænderne uden at levere den nødvendige handlekraft.

- Vi er helt enige med SSI i, at test af personer med tilknytning til minkfarme er vigtig, derfor foreslog vi i august, der blev indført et lovkrav om test. Det forslag fremførte vi igen i en mail til SSI sendt 4. september. Det er næsten to måneder siden, og vi venter stadig på svar, siger Tage Pedersen.