3 minkfarme er nu bekræftet smittet med corona

I Nordjylland er en tredje minkfarm konstateret smittet med corona-virus. Myndighederne har besluttet, at farmen vil blive saneret ud fra et forsigtighedsprincip. Farmen kom i søgelyset, fordi personer med relation til farmen testede positiv for corona, og derfor tog avleren initiativ til, at dyrene også blev testet. De to andre smittede farme har også forbindelse til det aktuelle udbrud af corona i Hjørring-området, hvor blandt andet et plejehjem og flere skoler er ramt.

En fjerde farm syd for Limfjorden har også været genstand for grundig test for corona, fordi nogle dyr fra den ordinære sundhedsovervågning gav anledning til mistanke. Farmen er nu opfølgende gennemtestet, og myndighederne har meddelt avleren, at der ikke er corona i farmen, ligesom avleren og hans familie er testet negative.

Som følge af de første fund af corona i mink i Hjørring-området, har Fødevarestyrelsen iværksat en landsdækkende screening af 120 minkgårde. Det samlede resultat af denne screening er på trapperne, og foreløbig er der ikke oplysninger om, at der er fundet corona i nogen af de screenede farme.