Nordjyske minkavlere på Naturmødet

Der er Folkemødet på Bornholm, Kulturmødet på Mors og så er der Naturmødet i Hirtshals. Helt almindelige danskere mødes med politikere og organisationer for at debattere aktuelle emner og blive klogere på, hvor samfundet og verden bevæger sig hen.

Fra den 23. til den 25. maj løb Naturmødet af stablen for fjerde gang, og for første gang var de nordjyske minkavlere en del af Naturmødet.

Minkavlerne havde fået et hjørne af LandboNords telt, hvor de gennem 3 dage indgik i samtaler om pelsdyravl og bæredygtighed. Flere politikere lagde vejen forbi midt i valgkampen til både Europaparlamentsvalget og Folketingsvalget. Blandt dem var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Bjarne Laustsen sammen med Peter E. Nielsen, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti og borgmester i Frederikshavns Kommune, Birgit Hansen, og kandidat til EU-parlamentet Morten Klessen, begge socialdemokrater. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) var også forbi.

- Vi havde en god dialog med politikerne og alle de andre gæster, der deltog i Naturmødet. Mange var nysgerrige efter at vide, hvad vi lavede der, og det gav gode muligheder for at tale om pels og bæredygtighed. Vi havde blandt andet foderingredienser med, så vi kunne vise, hvordan vi rydder op efter fødevareproduktionen. Der var også kritiske spørgsmål, som gav os lejlighed til at fortælle den gode bæredygtige historie, fortæller Hanne Kristensen (NP), som organiserede deltagelsen i Naturmødet.

De nordjyske avlere skiftedes til at stå på standen med hjælp fra Peter Hindbo fra FSP, som havde taget turen fra Jordrup for at hjælpe til. Antallet af gæster nåede 30.000 mod blot 4.500 de første år.