Pels – en bæredygtig spiller

Danske Minkavlere Renew

Weekendavisen bringer i dag en artikel, der sætter fokus på pels som et eksempel på en bæredygtig spiller i modebranchen.

I dag bringer Weekendavisen en artikel om pels. Artiklen fokuserer på pelsens mange aspekter som et bæredygtigt materiale til et endeligt produkt, der har fokus på kvalitet. Især bliver problemerne med modeindustriens ressourceforbrug, det miljøbelastende ved brug af fake fur og folks opfattelse af pels sat under luppen.

Artiklen kortlægger de udfordringer pelsbranchen står overfor i dag og kalder pels for den ”bløde syndebuk” på grund af dele af modeindustriens forsøg på at positionere sig som bæredygtige ved at sige nej til pels. Selvom de i realiteten bliver mindre bæredygtige ved at sige nej til pels. Men uanset om det er modehuse, der afstår for brugen af pels i deres kollektioner eller dyreaktivisters vedvarende forsøg på at stoppe pelsbranchen, så er der én ting, man ikke kan komme udenom: Pels er et materiale, der er ladet med følelser.

Mere viden om genbrug

Kopenhagen Fur har de seneste år startet flere forskningsprojekter med Designskolen Kolding. Projekterne skal skabe mere viden om, hvordan man genbruger pelsen og udnytter dens bæredygtige kvaliteter. Også dette fremhæver artiklen samt det faktum, at designere får en indsigt i, hvordan man beholder pelsens kvalitet mange år frem.

- Høj kvalitet og holdbarhed, reparation, re-design og gensalg er væsentlige parametre for at forlænge levetiden af tøj, som igen er afgørende for en bæredygtig udvikling, siger Frederik Larsen.

Frederik Larsen er antropolog og sammen med designforskeren Else Skjold har de to skrevet forskningsrapporten ”The Re-New Project”, der handler om pels og bæredygtighed. I artiklen påpeger Else Skjold, at pels er med til at give point på den bæredygtige front.

- Pels er et rigtig godt læringseksempel på både cirkulær økonomi og langtidsholdbar design, som er det, der i sidste ende batter på den bæredygtige bundlinje, siger Else Skjold.