Kopenhagen Fur vil være med på den mellemøstlige mode

Danske minkavlere kopenhagen fur mellemøsten muslimsk pels

Mange mellemøstlige forbrugere rejser jævnligt på ferie i Europa og andre kølige dele af verden, hvor de køber store mængder luksusvarer med hjem. Det gør området til et yderst interessant marked for de danske minkavleres pelshus, Kopenhagen Fur.

Det kan godt være, at vejret i Mellemøsten er for varmt til at bære pels, men den store gruppe ekstremt købedygtige muslimer, som hvert år rejser på talrige ferier i Europa og andre kølige dele af verden og køber store mængder luksusvarer med hjem, gør Mellemøsten til et yderst interessant marked for de danske minkavlere.

I 2030 vil en tredjedel af verdens indbyggere være muslimer. Mange af dem vil bo i eller rejse til køligere dele af verden, samtidig med at det rent faktisk også kan blive køligt i ørkenerne om morgenen og aftenen. Derfor arbejder det internationale salgsteam løbende på at gøre pels synligt i Mellemøsten. I denne del af verden har forbrugerne aldrig set pels som en naturlig del af garderoben, så det handler først og fremmest om at vise dem, hvordan pels kan bruges i forskellige designs.

Derfor tog International Sales Manager, Victoriia Pustynikova i 2016 til modemesse i Dubai og Riyadh iført en pelsudgave af det traditionelle muslimske tørklæde abayah’en. Et tørklæde, som hun havde fået lavet specielt til lejligheden i Kopenhagen Fur Studio.

Da vi viste pelsen i en helt ny kontekst, som aldrig er set før, skabte det en masse opmærksomhed omkring dansk pels. Det var en forholdsvis enkel og billig måde at gøre det på, siger Kasper Scott Reinbacher.

Danske minkavlere kopenhagen fur muslimsk mode

Victoriia Pustynikova fra Kopenhagen Fur blev blandt andet interviewet af celebrity-stylisten Kelly Lundberg fra Dubai under modemessen i 2016, hvor pels abaya’er fra Kopenhagen Fur Studio skabte masser af opmærksomhed. Det lange tørklæde med de hvide pelsbesætninger, som Victoriia Pustynikova er iført på billedet er et eksempel på, hvordan man kan bruge pels i en arabisk abaya.

Bred indsats med små midler

Da Kopenhagen Fur ikke forventer et kæmpe boom i pelsindkøb fra mellemøstlige skindopkøbere fra den ene dag til den anden, laver salgsteamet ikke store enkeltstående satsninger. Det er der ikke økonomi til i øjeblikket, men der er mange muligheder for at koble sig på allerede eksisterende samarbejder og tiltag, som er delvist støttet af fondsmidler fra EU og GCC - en politisk og økonomisk union bestående af de arabiske stater i den persiske golf. Samtidig er salgsteamet i løbende kontakt med blandt andet generalkonsulatet i Dubai. Formålet er at bruge Udenrigsministeriets udsendte handelsattachéer som pelsens forlængede øjne.

Vi kan ikke selv være derude hele tiden, så det er en rigtig god hjælp for os, at de kan holde øje med, hvad der rører sig og hvornår, der bliver afholdt arrangementer, hvor vi med fordel kan vise os, eller vi kan tilbyde det til vores kunder, siger Kasper Scott Rheinbacker.

Salgsteamet forsøger igennem den slags mere eller mindre formelle samarbejder at markere sig i den muslimske modebranche igennem møder med direktøren Alia Khan, som er direktør i den indflydelsesrige organisation Islamic Fashion Design Council, der har repræsentation i syv forskellige dele af verden. Blandt andet herigennem har Kopenhagen Fur skabt sig et godt udgangspunkt for arbejdet med at skabe platforme, hvor folk kan mødes om at skabe nye pelsprodukter til nye markeder og segmenter.

Bygger bro mellem skindkøberne

Vi har blandt andet introduceret nogle af vores tyrkiske kunder for potentielle nye kunder i Mellemøsten. Fabrikkerne omkring Istanbul har den fordel, at de både kender den muslimske mode og ved, hvordan man arbejder med pels, siger Kasper Scott Rheinbacker.

Når salgsteamet laver 360 graders eftersyn af markeder, handler det hele tiden om at tænke ud af boksen og at få øje på missing links, som kan skabe værdi for kunderne. 

Vi ser på, hvor vi kan opmuntre eksisterende kunder til at finde nye salgskanaler og udvikle nye designs. Alle de erfaringer, som vi gør os rundt omkring i verden, bliver lagret, så vi kan bruge dem senere. Når vi tager en tyrkisk fabrikant med til Riyadh, og det lykkes ham at finde nye kunder, opnår vi en høj grad af loyalitet over for Kopenhagen Fur. Jeg siger ikke, at Dubai og Saudi Arabien skal redde hele pelsbranchen, men hvis Mellemøsten på sigt kunne komme til at købe en million skind, tæller det jo også med i regnskabet, siger han.

FOKUS PÅ DE NYESTE OG STØRSTE MARKEDER FOR PELS

Er det ikke for varmt at gå med pels i Mellemøsten? Hvordan ændrer man koreanernes forkærlighed for sort amerikansk mink, og hvordan kan to applikationer af pels på en japansk sweater få betydning for, hvad der sker i auktionssalen på Kopenhagen Fur? Det kan du få svar på i vores nye artikelserie, som sætter fokus på tendenser, udfordringer og muligheder på verdens nyeste og største markeder for pels. 

Du har nu læst om markedet i Japan- læs med igen næste gang, hvor vi har fokus på et nyt marked.

Læs også om markedet i Sydkorea

Eller...

Læs også om markedet i Japan.