Mink i Danmark

Danmark er et minkland. Vi er det land i verden, der opdrætter de bedste mink, og dermed får de bedste priser for skindene. Den slags kommer ikke af sig selv. Det er opbygget gennem mange års fælles indsats – bl.a. samarbejdet blandt de danske minkavlere og forskning i alt fra foder til dyrevelfærd. Det hele bunder i en dyb respekt for dyrene og det naturlige produkt, der skabes af deres pels.

I dag er der 1.400 minkavlere i Danmark, og de producerer over 17 mio. mink hvert år. Kopenhagen Fur sælger knap 30 mio. minkskind på fem årlige auktioner. Danske minkskind er en af de største, danske eksportvarer til Kina, og indkøbere fra hele verden valfarter til Glostrup for at få fingrene i de bedste skind.

Den høje kvalitet af de danske skind gør, at de danske minkavlere får en højere pris for skindene end deres udenlandske kolleger. Knap 30 procent faktisk. Det skyldes bl.a. den kæmpe viden, der er opbygget i branchen siden den spæde start i1930’erne. Det hele begynder på minkgården, hvor praktisk viden og forskning har skabt de bedste betingelser for god dyrevelfærd og en sund forretning.

 

Der er ca. 1.400 minkavlere i Danmark, og de opfostrer hvert år 17 mio. mink