Dyrevelfærd
Den måde, vi holder mink på, giver en masse plusser på velfærdskontoen.
DYREVELFÆRDEN PÅ MINKGÅRDE ER HØJ OG VELDOKUMENTERET. INTENSIV FORSKNING PÅ UNIVERSITETER GENNEM ÅRTIER LIGGER TIL GRUND FOR INDRETNINGEN AF STALDENE OG DEN MÅDE, MINKENE HÅNDTERES PÅ.
Minkgårde skal drives efter reglerne i "Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr". Den trådte i kraft den 1. januar 2007 på basis af europæiske regler på området, en rapport fra Det Dyreetiske Råd og den omfattende forskning i minks velfærd.
Danmark er verdens største producent af minkskind. Som en naturlig følge af denne position og danske traditioner for husdyrforskning er dyrevelfærden i minkproduktionen grundigt dokumenteret. Forskningen foregår primært på Aarhus Universitet og på Københavns Universitet.
Begge universiteter driver en minkfarm, hvor dyrenes velfærd undersøges og beskrives. Derudover driver Dansk Pelsdyravlerforening sin egen forskningsenhed, som også omfatter en forsøgsgård. I "Velfærd hos mink" - et notat udarbejdet af Aarhus Universitet på bestilling fra Justitsministeriet i april 2010 - gennemgås dyrevelfærden i minkproduktionen. Konklusionen er, at reglerne for hold af mink giver rammerne for god dyrevelfærd.
Læs Aarhus Universitets artikel "Danske regler for mink giver god dyrevelfærd" her.
Fordelene
Den måde, vi holder mink på, giver en masse plusser på velfærdskontoen:
- Gårdminken er domesticeret, det vil sige et husdyr som grise, køer og høns, og i betydeligt omfang tilpasset det fysiske produktionsmiljø og kontakten med mennesker og andre mink.
- Minkens primære aktivitetsperioder er knyttet til solopgang og solnedgang. Minken tilbringer 70-80 % af tiden i redekassen, hvilket svarer til forholdene hos dens vilde slægtninge. Dens adfærdsmæssige behov for at kunne opholde sig i en rede er derfor tilgodeset.
- Gårdminken lever i god overensstemmelse med sin natur. De parrer naturligt, og tæven bygger en rede af halm inde i redekassen. De føder kun én gang om året, og antallet af kuld kan derfor ikke øges ved at fremskynde fravænningen af hvalpene. Fravænningen af hvalpene ved omkring 8 ugers alderen er et optimalt kompromis mellem tævens og hvalpenes velfærd, og opsplitningen af kuldet sker gradvist og sikrer god socialisering både til artsfæller og mennesker.
- Som ungdyr holdes minkene oftest parvis han og hun. Det stimulerer til leg og adspredelse, og de etablerer en rangorden med hannen som dominerende. Som voksne holdes minkene enkeltvis i overensstemmelse med deres solitære levevis.
- Burstørrelsen sikrer, at minkene kan udføre artsspecifikke adfærdselementer, dvs. at dyrene kan bevæge sig frit, pleje deres pels, ligge ned, indtage sovestilling, strække lemmer, samt trække sig tilbage til og hvile i redekassen. En fordobling eller firedobling af burarealet forøger ikke minkens velfærd, viser forskning.
- Der er krav om hylde og rør i buret. Det bruger minkene til at lege med, ligesom minken bruger hylden som hvile- og udkigsplads.
- Den nye bekendtgørelse sikrer, at minken har permanent adgang til halm. Halmen er væsentlig for hunnens redebygningsadfærd og bruges året igennem som et beskæftigelsesmateriale, som minken bærer rundt i buret, leger med og tygger på. Halmen fungerer ligeledes som isoleringsmateriale i redekassen. Permanent adgang til halm er vigtigt for minkens velfærd.
- Minken håndteres (flyttes i transportkasser) kun få gange i løbet af året. Håndteringen finder sted, når hunnen flyttes til hannens bur for at blive parret, ved fravænning hvor hunnen flyttes fra hvalpene, når hvalpekuldet ved 9-10 ugers alderen udsættes parvis, ved vaccination og pelssortering samt når avlsdyrene placeres enkeltvis.
- Aflivningen foregår hurtigt og smertefrit ude ved burene, og minkene udsættes derfor ikke for transport. Der er helt faste regler for aflivningen, så den sker hurtigt og humant.
- Bursystemet tillader et godt opsyn med dyrene. Minkens helbred er generelt godt, og omfanget og intensiteten af velfærdsproblemer er lav.
Meget få sår og skader
Når der bliver rejst kritik af forholdene på danske minkfarme, drejer det sig ofte om sår og skader. Det er en udbredt myte, at sår og skader er et omfattende problem. Al viden og erfaring på området viser det modsatte.
I 2010 udgav Fødevarestyrelsen en omfattende rapport om dyrevelfærden i den danske minkproduktion. Rapporten blev udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Fødevarestyrelsen, Dansk Pelsdyravlerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Landbrug & Fødevarer, Justitsministeriet, Aarhus Universitet, Plantedirektoratet og Fødevareministeriet. Med andre ord var den faglige tyngde og viden meget betydelig. I forhold til sår, skader og sygdom konkluderede rapporten:
Det generelle indtryk er, at sygdomsforekomst og dødelighed blandt mink er på et lavt niveau, som er væsentligt under niveauet for anden husdyrproduktion i Danmark.
Aarhus Universitet vurderede problemstillingen igen i 2011. Her samlede forskerne al tilgængelig viden på området. Det skete blandt andet ved at samle data fra tidligere forsøg, hvor skader var registreret, men ikke gjort op, fordi forsøgene drejede sig om andre forhold. Det betyder, at der eksisterer et meget stort datamateriale. Dette datamateriale viser også, at problemer med bid og skader er lavt.
Ved et gennemgående tjek i efteråret, hvor forekomsten af bid og skader er størst, har mindre end én promille, det vil sige færre end hver tusinde dyr, skader som kræver aflivning. Kigger man på den gennemsnitlige dødelighed på en minkfarm, ligger den i vækstperioden på 1,1 procent. Vækstperioden er, fra hvalpene fravænnes i juni, til de pelses i november. Samtlige døde mink er omfattet af denne undersøgelse. Altså også mink som dør af forskellige sygdomme. Som nævnt har kun meget få af de døde dyr sår eller skader i varierende grad.
Alle videnskabeligt baserede kilder når altså frem til samme konklusion: Antallet af utilsigtede dødsfald samt sår og skader er meget lavt i minkproduktionen og væsentligt mindre end i andre animalske produktionsgrene.
Du kan læse meget mere om minkforskningen i vores Faglige Årsberetninger.